Hvis aktiv dødshjælp lovliggøres og bliver en accepteret praksis, vil det ændre forståelsen af omsorg på en måde, som vil forringe den palliative indsats. Døden vil blive medtænkt som et alternativ til pleje og lindring, derfor vil omsorg ikke længere være ensbetydende med at være der for og give støtte til patienten, uanset hvad der sker.

På den baggrund støtter Hospicelederforeningen i Danmark ikke en lovliggørelse af aktiv dødshjælp.

Tilhængere af aktiv dødshjælp begrunder det ofte med 2 faktorer - den ubærlige lidelse og patientens ret til selvbestemmelse, autonomi.

Et særligt element i den palliative indsats er lindringen af den totale smerte gennem en tværfaglig indsats. Det er kun yderst sjældent, og måske i realiteten aldrig, umuligt at bringe uafvendeligt døende patienters fysiske smerter og anden form for fysisk ubehag ned på et for patienten acceptabelt niveau. Det betyder ikke, at patienten kan blive fuldstændigt fri for fysisk ubehag, men der er ikke tale om et ubehag, der i sig selv kan betegnes som ubærlig lidelse.

De palliative muligheder er så veludviklede, at behovet for at udføre aktiv dødshjælp skønnes at være forsvindende lille. Det kan hænge sammen med, at de relevante patienter ændrer opfattelse af livet og dets indhold i løbet af sygdomsforløbet. Hvad der forud for sygdomsforløbet forekom personen at være en helt utålelig livssituation, kan derfor være acceptabelt og tåleligt, når patienten faktisk står i situationen, fordi han eller hun har ændret sin forståelse af og forventninger til tilværelsen undervejs i forløbet. Ikke desto mindre er det dog vigtigt for patienterne at få afklaret deres situation, så de får en fornemmelse af, hvordan livet med sygdommen kommer til at være.

Man kan sige, at hensynet til at bevare den døendes integritet og selvopfattelse ikke bør føre til, at man skræddersyr måden at dø på i forhold til patientens tidligere måde at leve på. Det bør snarere omvendt føre til, at sundhedspersoner tager hensyn til patientens livshistorie og værdigrundlag i bestræbelserne på at hjælpe patienten til at leve med det mere eller mindre udtalte tab af mening og kontrol.

Citat af Villy Sørensen: »Der er liv i døden og død i livet, og måske mest liv i livet, hvis døden er med i det«.

Det er den tilgang patienterne mødes med på et hospice. På hospitalet konfronteres patienten med døden gennem diagnoser og prognoser, hvorimod de på hospice konfronteres med livet. På hospice giver man patienter rum til at leve livet til døden. Støtter dem i ikke at kæmpe mod døden, men med døden. Døden er ikke en fjende, der skal bekæmpes. Døden er derimod en mulighed for at leve i livet med døden.

Hvad står der tilbage blandt tilhængere og modstandere af aktiv dødshjælp - med andre ord: Hvad er fællesnævneren? Alle kan nok blive enige om, at der skal skabes de bedste vilkår for døende i Danmark. Alle kan også blive enige om, at patienter ikke skal opleve ulidelig smerte. Alle kan også blive enige om, at patienter ikke skal holdes i live, men derimod tillade en afslutning af livet gennem behandlingsstop.
Med de nødvendige ressourcer er alt dette i stort omfang muligt i dag.
Forskellen består i mål og hensigt - bør vi hjælpe patienten i døden eller livet?

Udtalelse fra patient på Anker Fjord Hospice på spørgsmålet om vedkommende havde overvejet aktiv dødshjælp ifm. sin livstruende sygdom. "ja det har jeg. Men jo tættere jeg kommer på døden – jo mere holder jeg fast i livet" og patienten siger videre "og når man oplever den palliative indsats på egen krop og sjæl, så bliver man tryg og rolig"