Frivillige som en vigtig del af hospice

”Frivillig er…
At være fri, med pligter og ansvar – villig, men ikke til alt
Ydmyg over for opgaven – men aldrig underdanig
Gavmild med sin tid – men kende sin besøgelsestid
Være til rådighed med antennerne ude – paraderne nede
At ville den anden det bedste
Hente et glas vand

I NEDENSTÅENDE TEKST BESKRIVES BAGGRUNDEN FOR, AT DER ER FRIVILLIGE PÅ DE DANSKE HOSPICER, HVEM DE FRIVILLIGE ER OG HVAD DE LAVER, SAMT HVAD DER KENDETEGNER SAMARBEJDET MED DE FRIVILLIGE

Inddragelsen af frivillige i den palliative omsorg har været et bærende element, lige siden de første hospicer blev etableret i Danmark i 1992. Der er flere grunde hertil. En af grundene kan findes i historien og i værdisættet hos de søstre og munke, som havde eller havde haft deres virke i de bygninger, der kom til at rumme de første hospicer i Danmark. Det gælder for eksempel Skt. Lukas Hospice, Sct. Maria Hospice og Kamillianergårdens Hospice. En anden grund kan findes i den store folkelige opbakning, der i mange år har været til hospicebevægelsen. Mange hospicer er blevet etableret efter lange kampe, hvor en støtteforening har været i front. Denne folkelige opbakning er bl.a. efterfølgende videreført i det frivillige arbejde på hospice. En tredje grund er den nationale organisation Hospice Forum Danmark, som på forskellig vis støtter og anerkender de frivillige bl.a ved at arrangere seminarer for de frivillige og kursusdage for de frivilligkoordinatorer, som leder den frivillige indsats på det enkelte hospice.

Alle hospicer i Danmark har tilknyttet en gruppe frivillige. Nogle steder yder de frivillige også en indsats ude i hjemmene hos den døende og dennes familie. Den frivillige indsats anskues ikke blot som et supplement til den professionelle indsats men tilbyder den døende patient og dennes pårørende en enestående personlig, medmenneskelig og ligeværdig relation, hvis karakter er en anden end den relation, der er mellem patienten/de pårørende og de professionelle. Den frivillige er et menneske, der kommer med sig selv og byder sig til efter behov.

Hvem er de frivillige og hvad laver de

Profilen af de frivillige viser, at der er en klar overvægt af kvinder over 60 år. Kvinder som kommer med mange livserfaringer, og som ofte har oplevet sygdom og død i den nære familie. De frivillige kommer med vidt forskellige baggrunde og kompetencer. Dette er en styrke, som er med til at bevare en mangfoldighed i det samvær, de frivillige giver patienter og pårørende på hospice.

De opgaver, de frivillige varetager på hospice, er ligeså mangfoldige som de frivillige selv. Nogle af opgaverne er mest af praktisk karakter og andre handler om medmenneskeligt samvær og støtte. Men selv i de situationer, hvor det umiddelbart mest har karakter af en praktisk opgave, som for eksempel at dække bord, så rummer denne opgave ofte langt videre perspektiver, idet den minder patienten om denne hverdagssyssel og dermed om det levede liv. Patienten hjælper måske lidt til og bliver inddraget i opgaven eller kigger på og får en lille snak med den frivillige, som har tiden og roen til at være lige der - her og nu. Den frivillige bliver ikke kaldt til andre opgaver, men kan være tilstede i situationen med hele sin opmærksomhed.

Af andre opgaver, som frivillige varetager, kan nævnes: gå eller køre en tur med patienten, læse avisen højt, spille og synge, pynte op i huset, bage småkager, vande blomster og våge hos patienten. Alle disse opgaver bringer hverdagslivet ind i hospice og er et væsentligt bidrag til hospicefilosofiens bærende idé om at leve til man dør.

Samarbejde

Det vigtigt, at den frivilliges rolle er afklaret og tydelig for både den frivillige selv men også for de fagprofessionelle, som den frivillige arbejder sammen med, og at rolleforventningerne løbende afstemmes, så der er tale om en samlet og fælles indsats Der er derfor en skarp og tydelig adskillelse mellem de opgaver, de frivillige varetager, og det arbejde de fagprofessionelle udfører, og samarbejdet sker under ansvarlige forhold og ledelse, hvor der gives supervision, og hvor der sker en løbende udvikling. Det kræver vilje til kreative og uvante samarbejdsformer med de frivillige, der bygger på gensidig lyst og respekt. Frivilligkoordinatoren har her en vigtig opgave, som kan løses på mange måder. I bogen: Frivillige på hospice, som er udarbejdet af frivilligkoordinatorer ved danske hospicer og repræsentanter fra det palliative felt i både Norge og Sverige, opstilles en række anbefalinger for god praksis i forhold til at lede frivillige indenfor det palliative felt. Anbefalinger som omhandler rekruttering, fastholdelse, kvalificering, vejledning og supervision.

I forhold til kvalificering viser en dansk undersøgelse, at det, der motiverer frivillige til at forblive frivillige, er den uformelle læring, der sker, mens man udfører sit frivillige arbejde, og at kurser og uddannelse kun har en meget lille betydning. Dette er et forhold, som er vigtigt at tænke ind, så man i højere grad koncentrerer sig om at skabe gode forhold for den uformelle læring ved at udvikle en kultur for læring i den konkrete kontekst, hvor den frivillige er engageret.

Budskabet er, at nok skal man lede den frivillige indsats, men at man samtidig skal passe på, at man ikke dræber den eksistentielle motivation, der driver den frivillige til at være frivillig og disciplinerer denne drivkraft og motivation ved at lægge den frivillige indsats i alt for faste rammer. Det er vigtigt ikke at betragte den frivillige indsats som en miniudgave af det fagprofessionelle arbejde men som en indsats, som er særegen, og som skal have lov til at udfolde sig på sine egne præmisser, så autenticiteten kan være til stede i relationen mellem den frivillige og patienten/den pårørende.